Hvorfor Blev Proprietary Trading Forbudt?

Historien bag Volcker-reglen og opgøret med systemisk risiko i den globale banksektor.

Finanskrisen i 2008 og opgøret med systemisk risiko

Da finanskrisen ramte i 2008, stod det globale finanssystem på kanten af et totalt kollaps. Kommercielle banker havde i årevis benyttet egne midler til at foretage yderst risikobetonede spekulative investeringer. Disse forretninger foregik ofte via dedikerede proprietary trading desks, som jagtede enorm profit uden hensyntagen til kundernes egentlige behov. Problemet voksede eksplosivt, da bankerne begyndte at eksponere sig voldsomt mod komplekse finansielle instrumenter, herunder collateralized debt obligations (cdos). Denne praksis skabte en enorm systemisk risiko, fordi bankernes tab hurtigt kunne ramme almindelige indskydere.

De regulerende myndigheder indså hurtigt, at markedet krævede en drastisk ændring for at beskytte samfundsøkonomien mod fremtidige chok. Den efterfølgende debat om bankernes rolle blev intens. Beslutningstagerne måtte vurdere, hvordan man kunne adskille almindelig bankdrift fra de høje indsatser på de finansielle markeder, hvilket banede vejen for historiske lovændringer i de følgende år.

Anatomien af Volcker-reglen og Dodd-Frank

Kernen i det politiske modsvar blev en omfattende banking reform. Den mest markante del af denne reform var section 619 of the dodd-frank act, som i daglig tale kendes som Volcker-reglen. Lovgivningen blev støttet på tværs af politiske skel, hvor figurer som senator scott brown spillede en central rolle i de endelige forhandlinger. Implementeringen af disse statutory laws faldt primært ind under federal reserve board og andre vitale instanser. Målet var at forbyde bankerne at handle for egen regning med indskydernes penge.

For at sikre overholdelse blev der etableret et enormt compliance regime. Finansinstitutterne fik tildelt en specifik conformance period til at afvikle deres forbudte positioner og tilpasse deres interne systemer til den nye virkelighed. Denne periode var præget af stor usikkerhed og massive omstruktureringer på tværs af sektoren.

Drift og risiko før reguleringen trådte i kraft

Før disse restriktioner blev indført, fungerede bank affiliates ofte som isolerede profitcentre, der påtog sig gigantiske risici. Deres prop trading desks opererede med komplekse strategier, som oftest intet havde at gøre med at betjene kunder. Denne struktur skabte en farlig ubalance mellem bankernes kortsigtede profitjagt og deres langsigtede liabilities over for det finansielle system. Når markedet pludselig vendte, var det ikke blot bankens egne penge, der gik tabt, men hele fundamentet for deres kreditgivning. Adskillelsen af disse funktioner var nødvendig for at undgå at skatteyderne igen skulle redde finansielle institutioner.

Adskillelsen af indskydermidler og spekulativ handel betragtes ofte som det afgørende politiske træk, der forhindrede det globale banksystem i at gentage fortidens fejl.

Processen med at afvikle disse enorme positioner krævede en fundamental ændring i bankernes kultur. Det handlede ikke længere om at slå markedet for enhver pris, men om at stabilisere de institutioner, der dannede rygraden i den globale økonomi. Den fulde integration af de nye regler tvang bankerne til at genoverveje deres kerneværdier.

Undtagelserne: Hvad bankerne stadig må gøre

Selvom forbuddet var omfattende, indførte lovgiverne specifikke undtagelser for at bevare markedets likviditet. Banker må fortsat udføre market making, hvor de stiller købs- og salgspriser til rådighed for kunderne. Ligeledes er underwriting og related hedging stadig tilladt, så længe formålet udelukkende er at afdække eksisterende risici.

For at bevise over for myndighederne at deres hedging ikke blot er skjult spekulation, kræves der nu avanceret portfolio level risk management. Dette indebærer blandt andet detaljeret trade-by-trade reporting, så regulatorer kan overvåge alle transaktioner. Derudover skal al market-making compensation være direkte bundet til kundebetjening frem for spekulative gevinster på markedets retning. Kravene har tvunget bankerne til at investere massivt i teknologi og overvågning.

Konsekvenserne for alternative investeringsfonde

Reguleringen stoppede ikke ved bankernes interne handelsborde. Den strammede også markant grebet om finansielle institutioners forhold til alternative investeringsfonde. Det blev gjort ulovligt for kommercielle banker at eje eller sponsorere hedge funds og private equity funds, hvis det skabte en interessekonflikt. Mange banker sad med porteføljer af legacy covered funds, som de nu blev tvunget til at frasælge under stramme tidsfrister. Organisationer som cfa institute og andre brancheeksperter har løbende analyseret, hvordan disse tvangssalg påvirkede markedet.

Nogle argumenterede for at det beskyttede indskyderne, mens andre pegede på utilsigtede konsekvenser for markedsstrukturen. Uanset perspektivet tvang lovgivningen bankerne til at genoverveje deres kerneforretning. Kapital måtte nu dirigeres tilbage mod traditionel långivning, hvilket omstrukturerede hele den finansielle sektor markant.

Det globale perspektiv og fragmenterede regelsæt

Mens de amerikanske myndigheder valgte en meget direkte tilgang med et absolut forbud, har resten af verden håndteret problemet markant anderledes. Ser man på de forskellige european union regulations, er billedet langt mere nuanceret. Flere nationer introducerede fragmented national legislations, hvilket skabte en utrolig kompleks compliance-udfordring for globale banker. Institutioner som sfaf har ofte peget på udfordringerne ved at navigere i et system, hvor reglerne skifter fra land til land.

I stedet for at forbyde handlen fuldstændigt, har mange europæiske lande fokuseret på at isolere de risikable aktiviteter i separate juridiske enheder. Denne adskillelse tillader bankerne at bevare visse indtægtskilder uden at true kerneforretningen. Forskellen mellem den amerikanske og europæiske model debatteres stadig intenst blandt analytikere, hvor nogle ser den europæiske model som mere smidig for det moderne bankvæsen.